FC Barcelona blev i september anklaget for bestikkelse for deres betalinger på 7,7 millioner euro til et firma med relation til dommer Jose Maria Enriquez Negreira. Det lyder, at han skulle have videregivet informationer om forskellige dommere fra 2001 til 2018.
Ifølge mediet 90min er denne tiltale nu blevet udvidet til Joan Laporta, som er blevet trukket ind i sagen sammen med de tidligere Barcelona-præsidenter Sandro Rosell og Josep Maria Bartomeu.
Forældelsesfristen for bestikkelse i Spanien er normalt sat til 10 år, men dommer Joaquin Aguirre Lopez har ved denne sag forlænget fristen til 15 år. Dermed bliver Laportas tidligere periode som klubpræsident også medtaget, da han var klubpræsident mellem 2003 og 2010.
Laporta og de seks andre, der er blevet tiltalt i sagen, nægter at have overtrådt loven. Men hvis de bliver kendt skyldige, kan de blive idømt fængsel i mellem tre og seks år. Desuden kan FC Barcelona blive suspenderet af både La Liga og UEFA.
Barcelona blev truet med at blive bortvist fra denne sæsons Champions League, efter UEFA selv startede en undersøgelse af den såkaldte Negreira-sag. I sidste ende fik de dog lov til at deltage.
Angiveligt vil der lørdag være et møde i den spanske klub, hvor de økonomiske problemer er agendaen. De skal nemlig forsøge at finansiere deres renovering af Camp Nou, der forventes at koste op mod 1,5 milliarder euro.
I denne forbindelse kan det ikke udelukkes, at de i den catalanske klub også ender med at tale om Negreira-sagen. Det er nemlig en sag, der fylder meget for både fans og medier. Og i værste fald kan det også ende med at koste klubben meget dyrt.