Man kan ikke komme udenom det faktum, at Red Bull har været dominerende i denne sæson. Ganske tidligt på sæsonen formåede de at sikre sig begge verdensmesterskaber.
Da de har været så dominerende, har der også været spekuleret i, om det kommer til at gentage sig i næste sæson.
Der er nemlig ingen nye tekniske regler i den nye sæson. Derfor har Red Bull også haft mulighed for at udvikle på næste års bil siden august. Og det kan potentielt have givet dem et stort forspring.
Nu har Horner udtalt sig om sine forventninger til den kommende sæson. Det har han gjort i forbindelse med et spørgsmål om, hvorvidt Red Bull vil forsøge at lokke kørere som Lando Norris, Lewis Hamilton eller Charles Leclerc over til holdet.
Her gjorde han det klart, at det ikke er noget, der er planer om. Derimod er det stadig deres plan, at de fortsætter med Max Verstappen og Sergio Perez i den kommende sæson.
"RB19 har været den mest succesrige bil i sportens historie. Så man kan godt forestille sig, at det er en ret attraktiv bil at have været i," sagde han til Sky Sports.
"Jeg synes, vi har fantastiske kørere. Jeg tror, at hvad der vil ske med de stabile regler er, at det hele kommer til at være meget tættere. Vi har nogle fantastiske hold, som vi konkurrerer imod."
"Med stabile regler vil 2024 ikke være som 2023, og vi forventer meget mere konkurrence fra McLaren, Mercedes, Ferrari og alle de kørere, der kører for dem."
Horner tror derfor ikke, at 2023-sæsonen kommer til at gentage sig. Derimod er hans forudsigelse, at feltet bliver tættere næste år. Dette kræver dog, at de andre formår at ramme plet med udviklingen af deres 2024-bil.