FIA-boss vil indføre to markante ændringer i Formel 1
Af: Nicolai Busekist
|
09/10/2023 15:50
Mest læste i dag
Mohammed Ben Sulayem, der er præsident i Det Internationale Motorsportsforbund (FIA), forventer at Andretti Autosport får grønt lys til at blive en del af Formel 1.
Derudover har han et ønske om at have flere hold og færre løb. Netop derfor ser han gerne, at Andretti Autosport ender med at blive en del af motorsporten indenfor de næste par år.
Holdet har fået godkendt sin ansøgning af FIA, men det er ikke alt, hvad der skal til. Der er nemlig også brug for en indlemmelse fra ledelsen i Formel 1.
Ben Sulayem håber, at der kommer styr på dette inden længe. Faktisk håber han på, at det kan ske snart, så de kan deltage allerede fra 2025-sæsonen.
I forbindelse med weekendens grandprix i Qatar har han forklaret, at han mener, at det vil være både sportsligt og økonomisk godt at udvide feltet fra 10 til 11 hold.
I sidste uge blev det bekræftet af FIA, at de har godkendt en ansøgning fra Andretti Autosport. Derfor er processen overgået til ledelsen i Formel 1, der skal undersøge det kommercielle aspekt af at indlemme holdet.
Hvis det står til Ben Sulayem, er der dog ingen tvivl om, at de skal have tilladelse til at deltage. Han mener, at det kun vil være en fordel med flere hold.
"FIA burde tigge og bede bilfabrikanter om at komme ind. Vi bør ikke bare sig nej til dem. Vi har tilladelse i regelsættet til at have 12 hold. Banerne skal have garager og plads nok til 12 hold," siger FIA-præsidenten ifølge Reuters.
Omvendt mener han ikke, at det er den rette løsning at have mange løb i kalenderen. Faktisk vil han gerne nedbringe antallet af løb lidt.
"Jeg mener, at antallet af løb er for højt i modsætning til antallet af hold. Vi har brug for flere hold og færre løb," lyder det.