Rygterne har svirret: Nu taler Wout van Aert endelig ud
Af: Nicolai Busekist
|
04/12/2023 13:00
Mest læste i dag
Der har været forlydender om, at Jumbo-Visma vil sende Wout van Aert til Giro d'Italia som holdets kaptajn. Det betyder også, at der har været rygter om, at han skulle køre efter klassementet i det italienske løb.
Det ville være første gang, at den belgiske stjerne deltog i en Grand Tour som kaptajn. Ligeledes ville det også være første gang, at han for alvor skulle køre efter den samlede sejr. Men er det overhovedet planen? Det har han endelig givet svar.
For nylig gæstede han podcasten 'De Rode Lantaarn', hvor han nedtonede idéen om, at han skal køre efter en samlet sejr i Giro d'Italia. Han mener ikke, at det er foreneligt med det faktum, at han vil køre efter sejren i både Flandern Rundt og Paris-Roubaix i april.
"Hvis jeg skulle til Giroen, ville jeg foretrække at gå efter etapesejre," sagde Van Aert.
"Jeg ser ikke altid grænser, men jeg ser også realistisk på tingene. At køre efter klassementet, kan ikke kombineres med de andre ting, jeg ønsker."
Van Aert har ellers vist, at han også har gode evner som klatrer. Det har han blandt andet bevist under Tour de France, hvor han har været en vigtig hjælper for Jonas Vingegaard. De seneste to år er han endt i top-20 i det samlede klassement, uden at have kørt efter det.
"Måske kan jeg opnå et flot resultat, hvis jeg ofrer meget for det, men det vil jeg ikke. Jeg ville nødig sige: Jeg var nummer fem i Giroen, men resten af året kedede jeg mig, fordi jeg trænede 100 gange i højden, og jeg måtte tabe mig 2 kg ekstra," sagde han.
Desuden gjorde han det også klart, at han ikke selv har en tro på, at han kan vinde Giro d'Italia. Derfor er det endnu en grund til, at han ikke vil gå efter at vinde klassementet.
"Selv hvis jeg havde ambitioner om klassementet, ville det ikke være muligt at vinde, for min kropsform er imod mig. Hvis det ikke er med det formål at vinde, så tror jeg ikke, at ofringen er det værd," sagde han.