Tyson Fury og Oleksandr Usyk skal inden længe bokse om de fire store mesterskabsbælter i sværvægtsboksning. Det er en kamp, som fans af boksning har håbet på, siden Usyk for anden gang besejrede Anthony Joshua.
Hvis du er blandt de fans, der ser frem til kampen, skal du kun vente lidt endnu. De to boksere tørner nemlig sammen i Saudi-Arabien i februar.
Konkret bliver kampen afviklet i Riyadh den 17. februar. Vinderen af kampen vil kunne kalde sig den første ubestridte verdensmester i sværvægtsboksning siden Lennox Lewis i 2000. Derfor er det en kamp, hvor der er rigtig meget på spil.
Ifølge Reuters er både placering og dato blevet bekræftet af arrangørerne af kampen.
De to boksere har ikke været i ringen med hinanden før, men har til gengæld forhandlet ad flere omgange.
Oprindeligt blev der indgået en aftale om at mødes i 2023, men sådan blev det ikke. Først skulle kampen finde sted på Wembley i London allerede i april. Dengang brød forhandlingerne sammen, og Fury rettede i stedet fokus mod andre muligheder.
Flere medier rapporterede dengang, at det primært var Fury, der var årsag til sammenbruddet i forhandlingerne. The Gypsy King krævede 70 procent af kampens indtægter, mens Usyk måtte nøjes med 30 procent.
Herefter har det været på tale, at de skulle bokse mod hinanden i december i år. Denne kamp var også planlagt til at finde sted i Saudi-Arabien, men er nu blevet udskudt.
Årsagen skulle være, at Fury blev overrasket over Francis Ngannou, der slog Fury i gulvet i sin debutkamp. Dette skulle have fået Fury til at kræve mere tid til at træne til den kommende kamp mod Usyk.