Natten til søndag dansk tid var Mark O. Madsen i aktion i en UFC-kamp i Madison Square Garden i New York. Her stod han overfor amerikanske Jared Gordon, der vandt kampen på knockout i første omgang.
Det var hans andet nederlag i træk, hvilket har skabt tvivl om, hvorvidt han vil indstille sin karriere.
Ligeledes udtalte Gordon efter kampen, at han havde hørt den danske MMA-kæmpe udtale, at det var hans sidste kamp. Dette er dog blevet afvist af Madsen, som nu udtaler sig om sin fremtid.
Her har han gjort det klart, at han ikke har planer om at indstille sin karriere. Derimod kommer han til at fortsætte.
Ifølge Ritzau skal han blandt andet en tur til Kina sammen med den marokkanske MMA-kæmper Nasrat Haqparast. Det er dog ikke for selv at kæmpe, men derimod skal han hjælpe til i ringhjørnet.
Desuden slår han fast, at det ikke er et krav, at man er ubesejret i UFC. Den danske stjerne mener også selv, at han har en række kvaliteter, der gør ham tiltalende for det amerikanske forbund.
"UFC er jo ikke et forbund, der består af ubesejrede kæmpere. UFC er et forbund, der består af en liste af kæmpere, som deltager i de her stævner hver eneste weekend," siger han ifølge Ritzau, og fortsætter:
"Jeg er den eneste tredobbelte olympiske deltager og den eneste græsk-romerske bryder i hele UFC. Når det kommer fra et positioneringsaspekt, tror jeg, at jeg har masser af goodwill at løbe på."
Madsen har dog intet meldt ud om, hvornår han forventer at skulle i kamp igen.