Rolf Sørensen sætter tal på: Så store er Jonas Vingegaards chancer for at vinde Tour de France
Af: Jesper Bengtson
|
02/06/2025 13:17
Mest læste i dag
De seneste fem år har Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar domineret Tour de France med henholdsvis to og tre sejre hver.
Det bliver også de to, som igen kommer til at kæmpe om den øverste plads på podiet i Paris, mens den olympiske mester Remco Evenepoel er en super outsider til at bryde deres dominans.
Sådan lyder vurderingen fra TV 2's cykelekspert Rolf Sørensen forud for Tour de France.
"Det bliver et opgør mellem Vingegaard og Pogacar. Det er svært at sætte procent på, men ud fra hvad vi har set, vil jeg sige 60/40 eller 70/30 i Pogacars favør. Han har været bedre end nogensinde før," siger Rolf Sørensen, som er tilbage i kommentatorboksen under Tour de France, der begynder lørdag 5. juli i Lille og slutter søndag 27. juli i Paris.
Spænding til det sidste
I år kører Tour-feltet mod uret fra Lille i det nordlige Frankrig og møder Pyrenæerne i syd i løbets anden uge.
Her venter talrige udfordringer med legendariske bjerge som Hautacam, Tourmalet, Col d’Aspin og en bjergenkeltstart på Peyragudes.
Efter løbets anden hviledag byder det berømte bjerg Mount Ventoux velkommen til den sidste uge i Touren. I det forholdsvis flade Provence er den ensomme gigant et varsel på, hvad der venter forude – nemlig Alperne, hvor 18. etape med sine 5500 højdemeter og afslutning på Col de la Loze tegner til at blive løbets kongeetape.
"Det gælder om at holde sig ude af problemer i de første 10-11 dage for Vingegaard og Pogacar. Det er først på 12. dag, at der er svære stigninger. Jonas skal håbe på, at hans restitution er bedre end Pogacars i løbets tre-fire sidste dage, som det nogle gange har vist sig. Og så skal han have is i maven og sige til sig selv, at det er på 18. og 19. etape, han skal vinde løbet," siger Rolf Sørensen.
Sidste år kunne Tadej Pogacar lade sig hylde i gult foran Jonas Vingegaard, mens Remco Evenepoel tog den sidste plads på podiet i Paris.
"Remco Evenepoel er en super outsider. Jeg tror, han kommer til at køre mere aggressivt end sidste år. Han kan ikke følge Vingegaard og Pogacar på de allerværste stigninger, så han finder på ting og sager i den første del af Touren, og jeg kan godt se ham føre løbet efter enkeltstarten," siger Rolf Sørensen med henvisning til femte etape i Caen.
Godt øje til Skjelmose
Ligesom Vingegaard og Pogacar stiller Remco Evenepoel også til start i Critérium du Dauphiné, som kan opleves på TV 2, TV 2 Sport og TV 2 Play fra søndag 8. juni.
Selvom sidste års Tour-podie er med i Critérium du Dauphiné, har Rolf Sørensen mest fidus til Mattias Skjelmose, som i foråret tog karrierens største sejr ved at slå Tadej Pogacar og Remco Evenepoel på målstregen i Amstel Gold Race.
"Mattias Skjelmose kunne godt gå efter at vinde Critérium du Dauphiné. Det er en stor mulighed for ham," siger Rolf Sørensen.
Løbet strækker sig over otte løbsdage og byder på alt fra en eksplosiv kort enkeltstart, masser af kuperet terræn til hårde udfordringer i Alperne med bjerge som Col de la Croix de Fer og Col de la Madeleine, der smager af Tour de France.
Sanne Jakobsen er vært på Critérium du Dauphiné, og etaperne bliver kommenteret af Dennis Ritter, Rolf Sørensen og Emil Vinjebo fra studiet på Kvægtorvet i Odense, mens Søren Reedtz og Christian Moberg følger feltet rundt i Frankrig.
Lørdagens bjergetape 14. juni kommenterer Dennis Ritter og Rolf Sørensen fra en mobil kommentatorboks på Bornholm for at sprede lyd og sommerstemning for deltagerne på Folkemødet.
Inden etapen deltager kommentatorparret desuden i et cykelprogram på TV 2 News, hvor de blandt andet vil diskutere Tour de France, sportswashing i cykelsport og road rage på vejene.