Af: Jesper Bengtson
|
10/03/2025 14:31
Mest læste i dag
Kevin Magnussen kan være på vej tilbage til Formel 1.
Det mener den tidligere Haas-teamchef Günter Steiner.
Den danske racerkører, der i øjeblikket deltager i endurance-løb for BMW M Motorsport, har angiveligt taget initiativ til at genoplive sin karriere i motorsportens kongeklasse.
I podcasten 'Red Flags' afslører Steiner, at han for nylig modtog en besked fra Magnussen, som indikerer, at et comeback er under opsejling.
Det skriver Boosted.
"Han (Kevin Magnussen, red.) sendte mig en sms for to eller tre uger siden. Han ville have et telefonnummer på en af teamcheferne (i Formel 1, red.)," lyder den fra den italienske Formel 1-mand.
Selvom Steiner ikke ved, hvad Magnussen vil bruge nummeret til, har det skabt spekulationer om et potentielt comeback.
Normalt er det agenter, der formidler kontakt mellem kørere og teams, men Magnussen har tidligere gjort det klart, at han ofte selv står for sine forhandlinger.
Siden sin afgang fra Formel 1 har den 31-årige kører konkurreret i World Endurance Championship og IMSA Sportscar Championship, men det betyder altså ikke, at Formel 1-drømmen er lagt på hylden.
Blandt mulige destinationer spekuleres der i det kommende Cadillac-hold, som gør sin debut i 2026.
Holdet, der støttes af General Motors, har endnu ikke offentliggjort sine kørere, men er på udkig efter en blanding af erfarne og unge talenter.
Navne som Sergio Perez og Daniel Ricciardo er allerede blevet nævnt, men Magnussen kan også være en oplagt kandidat med sin erfaring i kongeklassen.
Magnussen har tidligere været i forbindelse med Cadillac, og hans robuste kørestil samt erfaring med at arbejde i mindre teams kunne passe godt ind i det nye projekt.
Om hans interesse for et comeback ender i en konkret aftale, vil tiden vise.
Fodbold
Tennis