'Charles Leclerc skal forlade Ferrari'

Af: Jesper Bengtson

|

04/06/2025 07:48

Formel 1
Foto: Shutterstock
“Jeg mener, at han skal væk," lyder meldingen.

Mest læste i dag

Charles Leclerc har i årevis været Ferraris gyldne håb.

Et talent så stort, at fans og eksperter længe har spekuleret i, hvornår han ville kunne bryde Ferraris forbandelse og hente det verdensmesterskab, der har undveget dem siden 2007.

I år virker det igen som om, at Leclerc kører i en bil, der er hurtig men ikke hurtig nok.

Med store regelændringer i horisonten i 2026, vokser spørgsmålet dag for dag: Skal han blive, eller er det tid til at pakke hjelmen og finde nye græsgange?

Sådan skriver mediet Player.

Det er ikke kun fans, der grubler over Leclercs fremtid.

Den tidligere Haas-boss og Formel 1’s måske mest ærlige stemme, Günther Steiner, har kastet sin mening ind i debatten.

I podcasten 'The Red Flags Podcast: Gas or Brake' holdt han sig ikke tilbage:

“Jeg mener, at han skal væk. Han har brug for en ny udfordring. Han har været hos Ferrari i lang tid, og nogle gange er forandring godt, ligesom Lewis forlod Mercedes," siger den tidligere teamchef.

Der er noget næsten tragikomisk over situationen.

Ferrari, som er det mest ikoniske team i Formel 1, har i årevis kun leveret biler, der er lige præcis gode nok til at lege med, men ikke til at vinde mesterskaber.

Mens navne som Oscar Piastri, Lando Norris og selvfølgelig Max Verstappen kæmper om titlen, sidder Leclerc fast i en rød racer med flere spørgsmål end svar.

Rygterne om Verstappens mulige exit fra Red Bull florerer som altid, og det åbner døren for spekulationer om, hvem der i så fald kunne tage hans plads.

Her er Leclerc et navn, der popper op igen og igen. Måske er det netop det, han har brug for. En ny start, et nyt projekt og måske - bare måske - en bil, der matcher hans talent.